Meningsfuldt, mindeværdigt og motiverende er svaret, men: Hvad var spørgsmålet?

En opgaves anatomi.

Hvis man præsenterer det pythagoræiske teorem

a2 + b2 = c2 for en gruppe elever vil de fleste begynde at indsætte værdier for a og b og udregne værdien af c.

Dette sker forholdsvist automatisk uden at man behøver at stille spørgsmålet: ”Hvad er svaret?” eller ”Find værdien af c”.

Typisk vil opgaveformuleringen lyde noget i retning af:

I en retvinklet trekant hvor kateten a = 3 cm og kateten b = 4 cm skal du finde værdien af hypotenusen c.

Indtast værdien af c: ____ cm

For så vidt en ok opgaveformulering, men hvis man lader læringen blive ved det, ender man i heldigste fald med en læringsform der ender som udenadslære.

Alt for mange opgaver i e-læring tænkes som en kontrol af om informationssiderne kan huskes.

Jeg vil anbefale, at langt flere opgaver flyttes fra kontrollerende testafsnit til en integreret del af e-læringen eller selvlæringen om man vil.

I et typisk e-læringsprogram vil deltageren efter besvarelsen af ovenstående opgave modtage feedback som ”Ja, det er rigtigt” eller ”Nej, det er forkert, prøv igen.”.

Og en god lærende opgave er da ganske rigtigt kendetegnet ved at indeholde feedback, men feedback som: ”Ja, det er rigtigt” eller ”Nej, det er forkert, prøv igen.” er den meget tynde fernis, der knapt dækker over, at der reelt ikke er tale om at lære deltageren noget som helst.

Og gaaab ZZzzz. Hvor er den form for opgaver og feedback kedelige, ligegyldige og uvirksomme.

Feedback skal være forklarende, støttende, opsummerende og hvor det er relevant også gennemgå proceduren for at finde frem til den bedste eller rigtige løsning.

Hvis e-læring skal have en læringseffekt, skal den indeholde:

  1. feedback for både rigtige og forkerte svar samt en opsummering af proceduren for opgavens løsning.
  2. en progression eller stigende sværhedsgrad i opgaverne, så næste opgave i princippet altid er sværere end den forrige.
  3. adgang til supplerende materiale og allerhelst en levende underviser via mail, konferencerum eller lignende.

Men lad os stoppe op her og se på opgavens anatomi:

Læringsmålet

Læringsmålet kunne lyde sådan her:

Når værdierne af kateterne a og b er kendte skal eleven med hjælp af en lommeregner være i stand til at udregne værdien af c korrekt i 8 ud af 10 opgaver.

Ovenstående overholder Robert F. Magers definition af et læringsmål:

  • Condition = Når værdierne af kateterne a og b er kendte skal eleven med hjælp af en lommeregner…”
  • Performance: ”…være i stand til at udregne værdien af c korrekt…”
  • Criterion: ”… i 8 ud af 10 opgaver.”

Mager om false criterion:

Men hvis man ønsker at initiere lidt mere eftertænksomhed end den renlivede behaviorisme er i stand til, så kunne du i stedet bede din målgruppe om at tænke over, hvilke spørgsmål man kunne stille, når man præsenteres for en ligning som f.eks. a2 + b2 = c2.

Forhåbentlig kommer de tilbage med en række gode spørgsmål som f.eks. disse:

  • Hvem opdagede denne sammenhæng mellem a, b og c?
  • Indeholder løsningen altid hele tal?
  • Hvordan beviser man formlen?
  • Hvad er den geometriske signifikans ved at beherske denne formel?

Skal opgaver som denne så smides væk?

I en retvinklet trekant hvor kateten a = 3 cm og kateten b = 4 cm skal du finde værdien af hypotenusen c.

Indtast værdien af c: ____ cm

Nej, absolut ikke, men hvis det virkelig er idéen at deltageren skal lære noget, så bør du skrive de supplerende spørgsmål ind i undervisningsmålene, som f.eks.

Undervisningsmålene er at deltageren kan:

  • redegøre for i hvilken historisk kontekst Pythagoras opdagede teoremet
  • give regneeksempler, hvor løsningen ikke indeholder hele tal
  • bevise teoremet a2 + b2 = c2
  • redegøre for betydningen af at beherske teoremet

Læringsmålet:

Når værdierne af kateterne a og b er kendte skal deltageren med hjælp af en lommeregner være i stand til at udregne værdien af c.

Nu hvor målene er rimeligt klare er det på tide at overveje hvilke informationer nogle af deltagerne vil mangle for at kunne løse opgaverne og besvare spørgsmålene.

Som tidligere hævdet giver det næsten sig selv, når målene er klare.

Informationer, der er nødvendige for løsning af ovenstående opgaver er i henhold til de formulerede undervisnings- og læringsmål:

  • informerende tekst om den historiske kontekst hvori Pythagoras opdagede sammenhængen mellem a, b og c i en retvinklet trekant
  • forklarende tekst, der definerer begreberne katete og hypotenuse
  • grafik, der visualiserer begreberne katete og hypotenuse
  • forklarende tekst med den matematiske bevisførelse for teoremet
  • informerende tekst med eksempler på betydningen af at beherske teoremet
  • regneeksempler og øvelser

Problemet:

Jeg håber du ligesom jeg fik mange flere idéer og associationer til andre løsninger og andre måder at gribe ovenstående an på. Jeg blev næsten væk for mig selv i havet af gode idéer her……

Men hov: har jeg ikke hele tiden prædiket at forretningsmålene er de vigtigste? Jo, du har helt ret, hvis du har observeret at ovenstående diskussion kun er interessant ud fra underviserens synspunkt.

Problemet er, at undervisningsmålene og læringsmålet hænger og blafrer frit i luften løsrevet fra forretningsmålet.

Hvilke forretningsmæssige konsekvenser har det haft for virksomheden at medarbejderne ikke kunne løse opgaver som forudsatte anvendelse af det pythagoræiske teorem?

Med hvilke begrundelser har virksomhedens ledelse overhovedet accepteret at løsning af det pythagoræiske teorem er blevet et læringsmål, der løser et forretningsmæssigt mål?

Hvis du ikke kan svare klart og entydigt på disse spørgsmål, skal du kraftigt overveje at undlade at spilde tiden på at lave ovenstående teorem til e-læring eller til traditionel undervisning for den sags skyld.

Virksomheden har muligvis en god grund, altså et forretningsmål, der begrunder det, og er det tilfældet, så bør det være dette forretningsmål der styrer læringsmålet. Det styrer så opgaveformuleringen og hvordan man vil måle på jobbet, at det har gavnet virksomhedens bundlinie og strategier at medarbejderen kan løse opgaver i det pythagoræiske teorem.

Hvad er der medarbejderen skal kunne gøre anderledes på jobbet efter at have fundet værdien af c i 8 ud af 10 opgaver? Og hvad er forretningsudbyttet?

Svarene svæver alt for ofte i vinden.

One Response to “Meningsfuldt, mindeværdigt og motiverende er svaret, men: Hvad var spørgsmålet?”

  1. En virksomheds overordnede mål skal altid være at maksimere indtjeningen for aktionærerne. Altså - hvis bundlinie er godt - så skal vi have noget mere bundlinie. Derfor burde det - efter min mening - også altid være forretningsmål der definere læringmål. For mig er det en ledelsesmæssig opgave, at styre den proces der udvikler og definerer nye læringsmål. Undervisere kan godt indgå i processen, men det er svigt fra ledelsen - hvis læringsmålene “hænger og blafrer frit i luften”.

Leave a Reply